|
Formanden informerer
DBS d. 11. juni 2007

Indledningsvis vil jeg takke for den tillid som medlemmerne af DBS har vist mig ved at vælge mig til posten som ny formand for selskabet.
Den nye bestyrelse og jeg vil også gerne takke dem vi afløser i bestyrelsen, for det arbejde de har lagt i selskabet i den seneste periode og en speciel tak til Åse der har haft ekstra meget på sine skuldre.
Efter et fantastisk godt årsmøde og en flot udstilling arrangeret af Nan Kai, kan man jo kun være pave stolt over hvad klubben i det sydlige kunne præstere. Aldrig før har der været udstillet så mange bonsai og sørget så godt for deltagerne ved årsmødet. Det var
en sand fornøjelse. Herfra skal der selvfølgelig også lyde en stor tak til vores sponsorer som igen var med til at gøre det hele lidt mere festligt.
Dernæst vil jeg gerne varsle nye tider for selskabet. Den nye bestyrelse er opsat på at DBS i fremtiden markerer sig som en synlig initiativtager på bonsaiscenen i Danmark og en aktiv medspiller Internationalt.
Vi vil i den nærmeste fremtid tage hul på en række emner som vi meget gerne vil diskutere både internt i bestyrelsen og med jer medlemmer. Vi har ud over vores egne ideer også lyttet til de kommentarer og forslag som løbende er indkommet. Det betyder f.eks. at
vi hen over sommeren vil nedsætte nogle udvalg med deltagelse af både bestyrelses- og alm. medlemmer.
Vi vil bl.a. tage hul på hvordan vi tilgodeser både nybegyndere og erfarne bonsaifolk, så selskabet kan forblive et attraktivt forum for begge grupper. Målet vil dog altid være at vi bliver bedre til at lave og vedligeholde vores bonsai.
I fremtiden vil vi i bestyrelsen også løbende holde medlemmerne orienteret om hvad der rør sig i bestyrelsen og de udvalg vi nedsætter, ligesom vi ønsker at forbedre information om aktiviteter i de lokale klubber og grupper.
Vi er i bestyrelsen overbevist om, at vores engagement smitter af på andre og vi håber selvfølgelig at vores energi vil brede sig ud i de fjerneste afkroge af landet.
Sommeren er over os i disse dage og vores bonsai kræver stor opmærksomhed i denne varme, så jeg vil slutte her og ser frem til vi ses næste gang og nyder udviklingen i bonsai.
Hilsen
Buddig

Johnny Eslykkes workshop på Årsmødet 2007
|