|

Jeg har en plan
De fleste medlemmer
af DBS kender nok min mirabelle, som jeg for 19 år siden i 1991, gravede
op af noget meget sandet og tørt jord, planten var den gang en 2 årig,
meget tynd plante, og den hårde skal som havde omgivet spiren, sad stadig
ved.
Træet har været på
udstilling 3 gange, en gang i Tjekkiet, og to gange i Danmark, træet blev
i 2005 " Årets Bonsai"
Mirabellen er 32 cm.
højt, og er et af de første træer, som jeg har startet op fra bunden, og
det har været utroligt spændende at planlægge kommende sæsoners dyrkning.
I de første år, da jeg var uerfaren, har min dyrkning meget ofte været
lidt meget på lykke og fromme, men heldigvis uden at træet er gået ud af
facon, hvilket meget nemt kan ske.
For 4 år siden
betragtede jeg træet med kritiske øjne, og fandt at der var nogle "fejl"
der gjorde, at det aldrig vill blive et rigtigt godt træ, med mindre jeg
fokuserede på, at fjerne de ting ved træet, jeg i første omgang ikke kunne
lide.
Jeg ønskede mig en
tykkere nebari ( omkreds af stammen nederst ) især på bagsiden. Der var
også et par grene der havde en forkert tykkelse, dvs. en gren over en
anden gren længere nede var tykkere, hvilket er uskønt, og en sidste ting,
træet var for lige, og tomt for grene foran, set fra siden, i forhold til
bagsiden, det skulle ændres.
Jeg har konsekvent
de sidste 4 år arbejdet på disse ting, og meget er allerede meget
bedre.......Til en start planter jeg træet om hver vinter, i en passende
skål, når skålen er fuld af rødder (potbound) midt på sommeren, sætter jeg
træet over i en temmelig meget større skål, for at få mere "knald" på
væksten. Da træet i sin tid er lavet på det nederste øje på planten,
kommer der aldrig skud fra stammen nederst ved roden. Så den tykkere
nebari er opnået ved at lade rødderne få plads. De bagerste rødder er om
vinteren, de sidste år, ikke skåret lige så meget tilbage som de forreste,
det har allerede givet den ønskede gevinst, problem er løst, nu er
nebarien er lige så god bagpå, som foran, og ved siderne ( næsten) ...
På fotoet kan man
se, at der er en ny gren uden sideskud... Den er en gevinst som begyndte
at gro ud for to år siden, sikkert fordi træet fik en stor potte og masser
af gødning. Den har jeg ladet gro stærkt uden grænser, men har skåret den
tilbage i denne vinter. Denne gren skal igen i år gro uhæmmet fra det
yderste, og fra et skud midt på grenen ( dette vil give grenen taper, dvs.
grenen smalnes udad til ), jeg vil vælge grene fra bagsiden, til at gro
frit, da arret senere ikke vil blive set fra forsiden. Resten af grenen
vil blive beskåret som de andre, for at give forgrening.
Grenen over denne
nye gren, på den anden side, var sidste år tyndere, end den gren der
sidder over den på den anden side ( altså grenen over den nye gren). Det
ser ikke godt ud, og falder ikke i hak med de grundregler, der forklarer
hvordan en ideel opbygning af et træ bør se ud. Sidste år fik denne gren
så fri til at gro fra to skud, halvvejs ude på grenen, indtil den var
tykkere end den gren der var nummeret længere oppe af stammen, som
sidegevinst fik jeg ekstra stammetykkelse under grenen.
Sidste år var toppen
af træet blevet for tungt, så jeg skar de 7 øverste smågrene, meget hårdt
tilbage i løbet af sommeren, det satte træet noget tilbage i toppen, og
mere krudt blev brugt længere nede af stammen, toppen var dog på intet
tidspunkt i fare, og kom sig allerede samme år, som det ses på fotoet.
Den nye gren der i
år får frit løb til at gro fra 2 knopper, skal gro så meget, at dens
tykkelse bliver et sted mellem grenen før, og grenen efter, det vil som en
sidegevinst give stammetykkelse, som jeg ikke kan få nok af. Samtidig med
dette, vil jeg arbejde på at få flere kviste foran ved stammen, så træet
bliver mere harmonisk set fra siden.......hvis jeg ikke får uheld
undervejs, vil mit dejlige træ være blevet forbedret. Men jeg har nok
allerede øje på noget nyt der bør rettes, en gren har en fortykkelse der
skal minimeres. Der skal til stadighed arbejdes på at gøre nederste gren
mindre lige, en fejl der er sket i træets tidlige udvikling, osv.
Bonsai er levende,
og hele tiden en spændende udfordring som man ikke kan forcere. Pasning og
beskæring skal være i højsæde.....Jeg ser på mine træer med kritiske øjne,
og selv om langtfra alle mine træer er gode ( endnu), og ikke alle kan
blive det, så ser jeg på dem med "udstillerøjne". Dvs. kan træet vises på
en større udstilling?, hvis ikke, hvad skal så ændres, så grundreglerne
tilgodeses?, og hvordan skal jeg komme til målet?, det er det sjove, og
drivkraften i min tilgang til bonsai.
Mange hilsener
Yvonne
Tekst og fotos:
Yvonne Graubæk
|